Området

I Landet mellem fjordene er der let adgang til at følge årets gang både i naturen og på markerne. Her er ro og plads til at være sig selv, men også til at give sine børn den tryghed at få jord under neglene, så man kan få et godt afsæt til at få luft under vingerne.

Området dækker lokalområderne Bårse-Beldringe og Lundby, som igen dækker omtrent det samme som sognene Beldringe, Bårse, Køng, Lundby, Svinø, Sværdborg og Udby.

Det strækker sig i et bælte over hele den nordlige del af Vordingborg kommune rammet ind af Præstø Fjord i øst og Avnø og Dybsø fjorde i vest. Små, venlige landsbyer med gadekær og gamle huse, landbrugsarealer og smuk natur præger i dag landskabet.

Området har tidligere været den nordlige del af Christian IVs personlige rekordstore jagtmarker, og det er et område, der især historisk er mest kendt for Svend Poulsen Gønge (ca. 1600-1679). Området er rig på både natur og historiske beviser på, at mennesker alle dage har været glade for at bo i området, hvor omskiftelige omstændighederne omkring dem end har været.

Områdets beboere har forstået at omstille og tilpasse sig og bogstavelig talt fundet nye veje. Det finder man et konkret eksempel på i området omkring Risbyvejen ved overgangen ved Risby å nær Bårse, hvor der er levn fra talrige oldtidsveje fra forskellige perioder.

Området er i dag primært et pendlerområde, idet det har let adgang både til motorvejen og til toget, men der findes desuden mange selvstændige erhvervsdrivende, ikke mindst landmændene, som skaber liv i området.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.