Seværdigheder

Områdets natur er vores store aktiv, så der er ingen tvivl om, at et besøg på Avnø Naturcenter er en af de helt store turmuligheder i området. Avnø blev fra 1926 brugt som træningsbane for Marinens flyvevæsen. Under 2. verdenskrig var det tysk base (som danner basis for en anden seværdighed i området, nemlig Mindelunden ved Svinø Kirke, se mere om det under Områdefanen “Kirker”). Efter krigen fik Danmark sit eget luftvåben, og fra 1950-1993 var Avnø Flyvestation. Pga. sine strandenge og den enestående natur blev området fredet i 1995, og i 2004 åbnede så Naturcenter Avnø, et naturformidlingssted for hele familien (se http://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/undervisning/naturskoler/sjaelland-lolland-og-falster/avnoe-naturcenter/) De mange sæler i Avnø fjord gør det til Danmarks næstbedste sted at se sæler, og der er løbende over året flere arrangementer, både Krible-Krable dag for børn og ikke mindst Ørnens dag, da stedet også, både pga ørnene og den store mængde vade- og trækfugle vækker stor interesse hos ornitologer.

Af andre turmuligheder ud i naturen kan nævnes Svinø Strand og Faksinge skov med Even sø (få mere inspiration under Områdefanen “Natur”).

Køng Museum er også et besøg værd. I de gamle industribygninger i Køng er historien om industrigiganten Niels Ryberg forsøgt bevaret, og i administrationsbygningen Gl. Øbjerggard er der i dag et museum. Her er både en permanent udstilling, der fortæller omtiden, hvor hørfabrikken i Køng var en af landets største produktionsanlæg, og der er også løbende skiftende udstillinger, der aktualiserer husflidstraditionen og de gamle produkter. Se mere på http://www.koengmuseum.dk/.

Under områdefanen “Kirker” beskrives også NFS. Grundtvigs mindestue, der er en bevaring af de rum i Præstegården, hvor Grundtvig trådte sine barnesko, da faderen var præst i Udby kirke. Her er åbent om eftermiddagen torsdage og søndage om sommeren, og kalkmalerierne i Sværdborg Kirke er også et kig værd. Se desuden under Områdefanen “Områdets godser” og få inspiration til et besøg her, f.eks. kan man se Thorvaldsens Samling på Nysø Gods (se også http://nysoe.dk/side1.html )

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *