Områdets godser

Godserne har haft stor betydning for, hvordan bænderne har organiseret sig, ligesom deres ejere også har haft stor betydning for, hvilke bygninger og andre kulturskatte, der er i området den dag i dag. I området er der, udover de nævnte, en række herregårde, som også har haft betydning for de mindre landsbyer, og blandt andet Snertingegård har for nyligt gennemgået en smuk renovering, ligesom den gamle allé op mod hovedindgangen langsomt vokser frem igen. Godserne i området står generelt smukt den dag i dag.

Beldringe Gods er en af de helt gamle herregårde på Sydsjælland, og den nævnes allerede i 1368. Hovedbygningen er fra 1561 er bygget af bl.a. sten fra den nedrevne Risby Kirke, selvom stenene egentlig var til restaureringen kirken. En af godsets senere ejere, Kong Christian IV (1588-1648), nedlagde Beldringe landsby for at bevare rent vand i den nærliggende hellige kilde og skabe et bedre jagtterræn. I 1616 anlagde han nemlig Nordens største Vildbane, hvor jagt kun måtte foregå med kongelig hjemmel. Vildtbanen afgrænsedes mod nord med rishegn, grøfter eller naturlige vandløb og søer fra Præstø Fjord de 15 km tværs over Sydsjælland til Dybsø Fjord. Arealet på den sydsjællandske vildtbane blev da på ca. 400 kvadratkilometer. 100 år senere lod Frederik IV (1699-1730) i 1716 det forfaldne vildthegn renovere, et kolossalt beskæftigelses- og anlægprojekt for hele området, og der blev ydermere importeret arbejdskraft til det hårde arbejde i form af 200 svenske krigsfanger. Pga. forskellige besværligheder med arbejdet blev kongen nødt til at begrænse sin vildtbane mod nordøst. Afgrænsningen bestod af to meter høje vildtbanepæle af granit med Frederik V’s navnetræk og en kongekrone øverst. Der findes stadig otte, bla. ved Nysø.

Lundbygaard Gods er kendt tilbage fra 1355. Godset har været ejet af adskillelige konger, men godsets mest kendte ejer er ubetinget Svend Gønge Poulsen (ca. 1610-1679), helten, der blev uddødeliggjort i romanen Gjøngehøvdingen af Carit Etlar (Carl Brosbøll) i 1853. Svend Gønge fik godset, i len i 1661 for tro tjeneste for Danmark i svenskerkrigen, både i 1657-58 i Halland og Skåne og senere, det som han er mest berømt for, i guerillakrigen på Sjælland. Dengang lå bygningerne muligvis et andet sted inden for godsets jorde. Svend Gønge ejede godset frem til 1672, hvor staten overtog det, formodentlig bla. fordi driften af det bar præg af, at Svend Gønge var soldat mere end landmand. I 1824 blev overtaget af den adelige slægt, der stadig har sæde på godset, nemlig Colletslægten. De nuværende bygninger består af et 8-kantet gårdanlæg opført i nyklassisistisk stil 1784-1810.

I middelalderen og frem til 1719 var store dele af  sjællandsdelen af Vordingborg Kommune krongods. Det blev 1719 indrettet som Vordingborg rytterdistrikt, hvilket betød, at bøndernes landgilde skulle gå til aflønning og forplejning af et regiment hvervede ryttere. Der blev oprettet rytterskoler for områdets børn, hvoraf skolen i Gl. Lundby og især smukt i Dyrlev er bevaret. Ved salget af rytterdistriktet på auktion i 1774 blev det opdelt i tolv hovedgårde, hvoraf de fleste blev skabt ved nedlæggelse af bøndergårde og landsbyer. Kommunens kulturlandskab skiftede derved karakter med ændringer, der kan iagttages endnu i dag. Udover frasalg af Lundbygård og Beldringe blev også Avnøgård og Snertingegård solgt og dannede sammen med Vordingborg slot  Iselinge Gods. Hovedgården Øbjerggård blev købt af storkøbmanden Niels Ryberg sammen med Køng Kirke, Ring, Lundby Torp og Vinterbølle.

Rybergs hensigt med at erhverve Gammel Øbjerggård var at udvikle den indenlandske høravl og linnedindustri, men han havde også et socialt sigte. I Køng og Ring blev der oprettet spindeskoler, hvor småpiger kunne lære at spinde og dermed få mulighed for senere at forsørge sig. Fabrikken voksede hurtigt, og i 1783 blev der anlagt et linnedvæveri samme sted. Fabrikken viser tydeligt periodens overgang fra husindustri til fabriksvirksomhed. Fabrikken blev drevet af Johan Ryberg, indtil finanskrisen i begyndelsen af 1800-tallet satte en stopper for den. Staten overtog den frem til 1836, hvor den sammen med Øbjerggaard blev solgt. På godsets ejendom i Vintersbølle havde man tidligere haft blegeri. Hertil blev hele produktionen flyttet i 1852, og værkstedsbygningerne i Køng blev revet ned. Fabrikationen fortsatte i Vintersbølle til 1906. Med Ryberg som en national forgangsmand i fabriksproduktion gik området for alvor ind i industrialiseringen. 

Nysø er særlig kendt for sin rolle i Guldaldertiden som samlingspunkt for mange af de store digtere og kunstnere. HC Andersen har haft sin gang her, og Thorvaldsen tilbragte meget af sine sidste seks leveår her (1838-44), hvor han havde atelier både i huset og i haven (”Vølunds værksted”, indviet af Grundtvig i 1839, der også har forfattet indskriften over døren: “Mindst er Dværgen, som i Dovre boer, Thor i Hytten findes dobbelt stor”). Nysø var dog på dette tidspunkt ikke ny, idet den er imidlertid allerede opført i 1671-73, som den første herregård i Danmark i barokstil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *