Naturen

Landet mellem fjordenes natur er meget varieret og strækker sig fra det kuperede og skovrige område i øst gennem det let bakkede moræneland midt i til de flade mosers naturlige og kultiverede fadebur over til det fredede fjordland omkring Præstø, Avnø og Dybsø fjorde helt ud mod vest til Svinø Strand.

Lidt mere indgående starter området mod øst med udsigten over Præstø Fjord. Langs vejen mellem Bækkeskov og Broskov har man en fantastisk udsigt over strandengene, hvor op mod 10.000 vandfugle til tider slår sig til hvile. Smeltevand løb i istiden under isbræerne og  har skabt det tunneldalsystem, som er så karakteristiske for især det østlige Sydsjælland. Bårse befinder sig midt i et sådant tunnelsystem, der strækker sig fra Præstø Fjord til Næstved. Her finder man også Risby Å, der ligger i forlængelse af Tubæk å, begge klassificeret som ynglevandløb for ørreder.

Tubæk å løber igennem engene omkring Beldringe og krydses af en anden smuk og markant tunneldal, som indeholder Even Sø, der ligger omkranset af den smukke Faksinge skov.  I den offentlige del af Faksinge Skov er der afmærkede turmuligheder, et stille område nede omkring søen, samt flere aktivitetsmuligheder, bla. en lejrplads med sheltere og en afmærket motionsbane, samt et mountainbike-spor ved Idrætshøjskolen Bosei. Tilsvarende findes der smukke skove omkring Hastrup og Dyrlev.

Midt i området går landskabet over i en næsten jævn moræneflade. De laveste dele af denne flade udgør moserne Lundby Mose, Barmosen og Køng Mose. Under begge verdenskrige blev her gravet tørv, og i årene efter 2. Verdenskrig blev de afvandet og opdyrket.

Det vestlige fjordland i området omsluttes af de fredede kystområder omkring Avnø og Dybsø fjorde. I slutningen af 1600-tallet forsøgte ejeren af Gavnø Slot sig med det første landvindingsprojekt i Danmark. Målet var at inddæmme en mindre bugt i Dybsø Fjord og omdanne området til landbrugsjord. Forsøget mislykkedes, og det inddæmmede område ligger i dag hen som mose.

På Avnø blev et fuldstændig lukket område bliver pludselig åbnet for offentligheden, så man kunne opleve den særprægede åbne natur, nemlig let tilgængeligt strandeng. I engene på Avnø kan man i perioder se mangeartede vandfugle som vadefugle, ænder og gæs. Desuden findes her mange spættede sæler , som kan ses nede ved fra stranden, hvor de hviler sig på flade sten eller kigger op af det flade vand ud for kysten. Ingen andre steder på Sjælland er det så let at se et stort antal sæler som her.

Avnø består af en lavtliggende jævn moræneflade, der tidligere har været adskilt fra Sjælland af det nu tørlagt Svinø Nor, og helt ude mod vest ligger Svinø strand, hvor man kan se kanten af moræneaflejringerne, og man mærker saltvandslugten i næsen og følelsen af at have et større vand skvulpende for sine fødder. Svinø Strand er en af de bedste badestrande i Vordingborg kommune, og der er gode muligheder for fiskeri såvel fra kysten som fra båd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *